Dage i livet

Der var engang en meget vis, meget velklædt knæler. Knæleren hed Pjuskeluske Helmer. Pjuskeluske Helmer var, trods sine gode egenskaber, helt mutters alene, og hver eneste dag og nat sad han (helt mutters alene) og skrev sit navn på tusindvis forskellige måder. PJuSKELUsE hELMER - kunne han f.eks skrive, oftest skrev han sit navn i barken på en træstamme. Han betragtede træstammen som sin bedste ven og kaldte den Gertrud. Time efter time tilbragte han siddende på Gertruds stærke grene og talte med hende. Men han følte, at der var noget han manglede.. Han manglede den store kærlighed...

En dag da han sad og talte med Gertrud (idag diskuterede de om Jorden var rund) skete der imidlertid noget sindsoprivende. Ned fra himmelen kom en Toskiamrikanskhanhunsleopart -og sådan en havde Pjuskeluske Helmer aldrig set, han var jo bare en ganske almindelig selvlysende knæler, der havde boet i Guatamah hele sit liv. Selv om om Pjuskeluske Helmer HADEDE ALT! (bortset fra treæstammen Gertrud) var han meget facineret af denne merkverdige Toskiamrikanskehanhunsleopard!Den var nemlig farget i alle regnbuens farver og sagde en lyd der lød som: "KNÆÆ-KNÆÆ-KNÆLER DISCO FREDAG!" På en eller anden fjollet måde følte Pjuskeluske Helmer, at Toskiamrikanskehanhunleoparden på denne måde kaldte på ham. Han spurgte Gertrud, hvad hun mente om hele denne hændelsen -himlens åbenbaring. Gertrud svarede(så godt som en træstamme nu kan) at hendes øjne havde haft veer hele natten og hun ikke havde overskud til at svare på ekstreme spørgsmål. Så blev Pjuskeluske Helmer sur -ja nærmest rasende! Og af bare fustration flåede han i Gertruds krøllede, uldne overskæg, og skreg, at hun var den værste ven han nogensinde havde haft -selvom han aldrig havde haft andre. Og der efter smed han hende ind i brændeovnen. GERTRUD DØDE PÅ STEDET. Pjuskeluske Helmer lo skadefro og slog en saltomotale. Den Toskiamrikanskehanhunsleoparden så forarget på den brændende Gertrud og så på Pjuskeluske Helmer (der nu løb på løbehjul rundt om brændeovnen, mens han sang men sin praktfulde stæmme: "JÄG SKA LEVA, JÄG SKA LEVA". Den toskiamrikanskehanhunsleopard sprang afsted ned til Pjuskeluske Helmer, dansede med ham, mens den selv sang: "HARD ROCK HALLELUJA". Pludselig stansede de bråt! Så ind i hinandens øjne, mens de slugede hinanden både indefra og udenfra. Der var altså ikke noget man kunne gøre ved det.

Af denne historie kan man lære, at biologi er booooring!

(ps. dette er et kunstværk af signe og freja)